Intuitiv Vished
Vi psykologer er mennesker ligesom alle andre. Vi har også vores at kæmpe med, og vi står også i komplekse, uhensigtsmæssige relationelle- og følelsesmæssige dynamikker ligesom de fleste andre mennesker. Igennem vores opvækst, ungdom og efterfølgende psykologiske uddannelse, har vi været drevet af en nysgerrighed, undren og motivation for at skabe en menneskelig, praksisnær metode, der kan integrere intuition i en psykologisk behandlingsramme.
Vi der arbejder i INTEM, har undervejs i vores personlige og professionelle karriere, udviklet en stærk intuitiv forståelse af, hvordan inkongruens mellem tillærte kerneoverbevisninger og aktuel adfærd kan komme til udtryk. Denne intuitive forståelse ligger til grund for et centralt begreb i INTEM, Intuitiv Vished. Intuitiv Vished består af en kompleks analyse af non-verbal kommunikation, kropssprog, toneleje og mimik, sammenstillet med klientens verbale udsagn.
Intuitiv vished dækker således over en terapeutisk kompetence, hvor en erfaringsbaseret intuition integreres i grundlæggende psykologisk teori og systemisk forståelsesramme. Formålet med INTEM er således, at integrere intuitiv vished i en psykologisk behandlingsramme.
I INTEM har vi fundet en styrke i vores egne personlige erfaringer og livshistorier, og vi bruger dem aktivt i vores psykologiske behandling, idet vi mener, at genkendelighed og spejling er centrale dele af en terapeutiske proces.
INTEM arbejder med at identificere uhensigtsmæssige mønstre, relationelle dynamikker og kerneoverbevisninger. Vi bruger vores egne erfaringer og intuitive fornemmelser, når det giver mening i samtalen. Hermed bliver målet ikke blot at analysere problemer, men også at styrke vores egen evne til at mærke og handle ud fra vores egen intuition. På den måde kan begrebet intuitiv vished blive et redskab, der forhåbentligt hjælper flere mennesker til at lytte mere til deres egen intuition i mødet med livets udfordringer.

